Garn
I gårdbutikken findes flere typer mohairgarn, samt andre garner.
Kidmohairgarn
Kidmohairgarn er lavet af mohair fra helt unge mohairgeder. De enkelte hår er er mikrotynde, glatte og spiralformede. Garnet er smudsafvisende og glansfuldt. Garnet er iblandet 25% merinould ved den endelige spinding, for at gøre garnet mere luftigt og formstabilt.
Kidmohairgarn laves i 2 tykkelser. Det 2-trådede garn med en løbelængde på 350 m på 100 gr. findes i mange utrolig flotte og afstemte farver. Det findes også som et 1-trådet garn, som især egner sig til lette sjaler i knap så mange farver.
Mohairbouclegarn
Mohairbouclégarn, som er lavet af mohair fra den voksne ged tilsat 13% merinould. Ved den endelige spinding bruges en nylontråd, som stabilisator for boucléstrukturen.
Bouclégarnet virker blødt, luftigt og giver en vægtløs varme. Det findes i 30 dejlige farver, samt som mixfarver i forskellige nuancer.
Mohair-/silkegarn
Vi har også garn, der er spundet af kidmohair og silke i 2 varianter. Garnet findes i flere farver der matcher det øvrige garn.
Rowing, silkelace og alpaca
Garnsortimentet indeholder også Rowing, som er et tykt merino/mohairgarn, Silkelace, som er noget virkelig tyndt silke/mohairgarn samt alpacagarn.
Coperfina
Desuden har vi et alpaca-bomuld-kobber-garn, velegnet til strik til dem, der har behov for ekstra varme om skuldre eller led.
Merino kamgarn
Vi sælger også et meget lækkert merino kamgarn. Dette garn er fra danske merinofår, og er især velegnet til babystrik, fordi det overhovedet ikke kradser.
Dansk finuldsgarn
Det nyeste garn jeg har, er garn lavet af finuld fra Jægerspris. Dette garn er 100% dansk og sælges i flere naturfarver og nuancer. Det er en helt fantastisk kvalitet, blødt og lækkert. Det sælges også plantefarvet.